Få 3 tips til at kick-starte en sund livsstil

Har du også nydt sommeren med masser af dasen i haven, røde bøffer, rødvin og lækker is? Det er vi mange, der har. Så kender du måske også til følelsen af de spæde sensommer-tømmermænd? Efter nydelsen kommer ydelsen, og vi vil gerne af med de ekstra kilo, som ferien har tildelt os.

 

Hverdagen har dog meldt sig igen, og vi skal lige falde tilbage i vores gamle rytme. Det kan for mange være svært at finde det ekstra overskud til at komme i gang med træningen, men det behøver du måske heller ikke. I stedet for at knokle hen til fitnesscenteret tre gange om ugen, når vi endelig har fri og kroppen vil ha’ ro, kan du med fordel implementere 3 sunde levevaner, så du holder din krop sund i en ellers travl hverdag.

 

 

Sæt vækkeuret, så du kommer op i god tid

Vi er kommet lidt for sent op, og det velkendte morgenkaos dikterer allerede resten af dagen. Vi smører forhastet de nødvendige madpakker hen over morgenkaffen, og der hverken er tid eller overskud til at kræse for resten af dagens næringsgrundlag. Vi kan jo godt se det – det er ikke særligt sundt, men ritualet gentager sig alligevel morgen efter morgen.

 

Vi skal bryde denne onde cirkel, fordi dagens første stressede time vil bide den næste i hælene, og inden du ser dig om halser du rundt resten af dagen for at indhente den stjålne tid.

 

Start med at sætte vækkeuret en time eller 30 minutter før normalt. Du skal have nok tid til at udføre din morgenrytme uden stress. Spis din morgenmad siddende, og snak med familien inden i brydes op i flere timer.

 

 

Lad bilen stå

Åh, det er så fristende at tage bilen om morgenen – især når vi har travlt og ikke føler at vi har tid til at cykle, men nu sparker du jo dynen af i god tid, og har derfor også tid til at lade bilen stå. Måske vil du endda begynde at sætte pris på dagens første timer, når du giver dig selv tid til at trække tempoet ud af dem.

 

Den nyeste forskningen indenfor sundhed og motion tyder på, at det er mere gavnligt for vores helbred at vi holder os generelt aktive i vores daglig i sammenligning med stillesiddende og inaktiv livsstil, hvor vi motionerer 2-3 gange om ugen.

 

Det kan for mange af os også blive en pligt at dyrke motion, og særligt i de mørke vintermåneder kan det være svært at tvinge sig i løbeskoene, hen i sportsklubben eller til  spinning. Undlad at piske dig selv. Dyrk kun sport, hvis du synes det er sjovt, og fokuser i stedet på en generel aktiv hverdag.

 

Det er dog stadig vigtigt, at få pulsen op hver dag – og det kan du med fordel bruge din transporttid til og fra arbejde til. Skal du pendle, er bilen måske helt nødvendig for at du overhovedet kan komme på arbejde, men prøv at tænke cyklen ind på en del af strækningen. Tag cyklen med i toget og stå af et par stationer før, så du kan få et par kilometer i benene inden du måske skal sidde ned i mange timer. Tager du normalt bilen hele vejen, kan du afprøve samme princip. Parker bilen et praktisk sted i en passende afstand fra din arbejdsplads, og nyd resten af morgenturen i sadelhøjde.

 

Undgå slankekure

Et par gange om året trender det med slankekure. Aviser og modeblade skriver om forskellige diæter,så du nemt og hurtigt kan tabe de overflødige kilo, men at tabe sig sundt og samtidig at gøre vægttabet varigt kan hverken gøres nemt eller hurtigt.

 

Ifølge Klinisk Diætist, Klaus Frobenius, som er indehaver af Klinik for Helbred og Sundhed i København, bygger de fleste slankekure på det simple princip – at du indtager færre kalorier end dem du forbrænder. Det giver et naturligt vægttab, men hvis vi taber os hurtigt, er det sjældent det usunde fedt, som vi for bugt med. Kroppen tærer i stedet på vigtige ressourcer, som vi jo skal bruge for at holde os i gang.

 

Desuden er mange slankekure besværlige. De fordrer en stringent livsstil, der er svær at opretholde i længden, både fordi motivationen til det falder og fordi det sjældent harmonerer rent praktisk med vores hverdag. Derfor resulterer slankekure sjældent i et varigt vægttab.

 

Prøv i stedet, at implementere nogle sunde levevaner. Der er ingen grund til streng kalorietælling, hvis man generelt lever sundt. Husker du 600 gram grønt om dagen, spiser du i øvrigt sundt og varieret, og er du generelt fysisk aktiv, er der også plads til at ‘synde’ i ny og næ.

 

 

Med andre ord – undlad at piske dig selv i gang efter ferien. Træk vejret, træk tempoet ud af din tid og følg nogle generelt sunde levevaner, så får du helt naturligt en sund og stærk krop. Få mere inspiration til en sund hverdag på Klinik for Helbred og Sundheds hjemmeside.